Islamisk Stat: Vi står bag politiangreb nær Paris

Skrevet af admin

14/06/2016

Dagens topnyheder

Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) hævder, at den står bag angrebet på en fransk politimand og dennes familie uden for Paris sent mandag aften.

Det meddeler IS via sit eget nyhedsorgan, Amaq, skriver den amerikanske organisation Site, der overvåger islamistiske hjemmesider.

- Kilder til Amaq: En Islamisk Stat-kriger har dræbt vicepolitichefen for politistationen i byen Les Mureaux og hans hustru med knivvåben, lyder det fra Amaq ifølge Site.

Mandag aften blev den civilklædte politibetjent dræbt af adskillige knivstik foran sit hjem uden for Paris. Efterfølgende forskansede gerningsmanden sig i betjentens hus, hvor han tog den dræbtes hustru og søn som gidsler.

Ifølge franske medier er hustruen blevet fundet død, efter at en elitestyrke fra politiet greb ind. Det er fortsat uklart, under hvilke omstændigheder hun er blevet dræbt.

Drengen, der er tre år gammel, kom ikke fysisk til skade. Han er dog i en tilstand af "chok", oplyste en fransk anklager natten til tirsdag.

Gidseltageren er blevet skudt af politiet, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den franske anklagemyndighed vil ifølge AFP indlede en efterforskning af drabene og gidselepisoden med henblik på at vurdere, om det var terrorrelateret.

Episoden udspillede sig i Magnanville nordvest for Paris. Drabet på den 42-årige politimand skete, da han ankom til sit hjem ved 21-tiden mandag aften. Ifølge AFP's kilder svor gerningsmanden troskab til Islamisk Stat i forbindelse med sin ugerning.

Det var også via IS-mediet Amaq, at den ekstremistiske bevægelse tog skylden for en massakre i Orlando, Florida, hvor en 29-årig mand skød og dræbte mindst 49 mennesker og sårede 53. Det skete på en natklub for homoseksuelle.

/ritzau/