Islamisk Stat vinder frem i Libyen

Den voldelige oprørsgruppe Islamisk Stat (IS) er langt fra kun en trussel i Syrien og Irak.

På det seneste har jihadisterne også skaffet sig et solidt fodfæste i Libyen, hvor flere grupper har sværget troskab til IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi og hans islamiske kalifat.

Den libyske militsgruppe Majlis Shura Shabab al-Islam (MSSI) rykkede i foråret ind i kystbyen Derna i det østlige Libyen, og i løbet af sommeren blev militssoldaterne stadig mere synlige i bybilledet og har i dag kontrollen over skoler, sygehuse, retslokaler og andre offentlige bygninger.

I oktober sværgede militsen troskab til IS, og gruppens sorte flag vejrer nu over hele byen.

Ifølge CNN kontrolleres Derna, en by med 100.000 indbyggere, af omtrent 800 IS-soldater, som har etableret træningslejre i udkanten af byen.

Flere andre libyske militsgrupper har de seneste uger gjort som MSSI og sværget troskab til IS, som dermed har skaffet sig et nærvær langs hele Libyens kyst - fra Tripoli i vest og østover til Derna og grænsen mod Egypten.

Den øverste leder for IS, Abu Bakr al-Baghdadi, erklærede for nylig, at oprørsgruppen havde etableret "provinser" i flere arabiske lande.

Foruden MSSI i Libyen bekræfter Baghdadi også båndene til Ansar Beit al-Maqdis i Egypten, Jund al-Khilafah i Algeriet samt med jihadist-grupperinger i Saudi-Arabien og Yemen.

Samtlige steder er der nu proklameret såkaldte provinser og udpeget IS-guvernører.

Libyen har været præget af kaos og anarki, siden oprørere med luftstøtte fra Danmark og andre Nato-lande for tre år siden væltede Muammar Gaddafis regime.

/ritzau/NTB

Dagens Gossip