Islamisk Stats krigere gemmer sig blandt civile i Raqqa

Skrevet af admin

21/12/2015

Dagens topnyheder

Det amerikanske militær har længe vidst, at Islamisk Stat bruger rådhuset i den syriske by Raqqa som administrativt centrum og base for et større antal af bevægelsens jihadister.

Men ifølge International New York Times bomber amerikanerne ikke den treetagers bygning, selv om den måske også besøges af Islamisk Stats øverste leder, Abu Bakr al-Baghdadi, fra tid til anden.

- Det er for farligt at bombe, fordi huset også er et fængsel med ekstremisternes fanger og gidsler. Mennesker, der har røget en cigaret eller kvinder, som er kommet til at vise lidt for meget af deres hud, skriver den amerikanske avis.

Den samme sammensætning af militsfolk og civile er gældende i seks nærliggende bygninger - deriblandt en moské og en retsbygning, som sammen med rådhuset udgør en form for hovedkvarter for Islamisk Stat.

Det betyder, at det er svært at ramme de folk, som kæmper for IS uden også at risikere at ramme civile.

- Islamisk Stat har gravet sig ned - ikke mindst i byområder, hvor de gemmer sig bag civile, siger præsident Barack Obama, som understreger, at de fortsatte luftangreb må ske med "kirurgisk præcision."

Nuværende og tidligere indbyggere i Raqqa har fortalt, at ledere af IS bevæger sig konstant og blander sig med den civile befolkning.

- De virkelige administratorer og kommandanter fra IS har ikke noget kvarter, hvor de opholder sig. De er hele tiden i bevægelse, siger en aktivist i Raqqa.

De stadigt mere optrappede luftangreb med nye og mere effektive våbensystemer er i stigende grad vendt mod den økonomiske infrastruktur, som Islamisk Stat bruger.

Jihadisterne tjener penge på olie, men de får sværere og svære ved at levere den, siger amerikanske talsmænd, efter at FN har skærpet økonomiske sanktioner mod jihadisterne.

/ritzau/