Islamist ønskede PET-agent Morten Storm død

Skrevet af admin

17/11/2014

Mest læste i dag

Den såkaldte terrortiltalte boghandler fra Brønshøj har på Facebook haft et voldsomt og hadefuldt skænderi med den tidligere PET-agent Morten Storm.

På Facebook udvekslede de to mænd en række beskeder i slutningen af august 2013, er det mandag kommet frem i Retten på Frederiksberg.

"Må gud hurtigst muligt dræbe Morten," skrev Sam Mansour blandt andet.

Han kaldte ham også en hund, et svin og en kriminel. Morten Storm beskyldes for at være "guds fjende, som tilbeder kronen og dollaren."

Mansour er i en nævningesag i Retten på Frederiksberg tiltalt for opfordringer til terror og for at sprede budskaber fra al-Qaeda.

Morten Storm blev landskendt, da Jyllands-Posten fortalte om hans langvarige arbejde som agent for Politiets Efterretningstjeneste.

Storm var selv stærkt troende muslim og færdedes blandt ekstremister. Senere hjalp han PET med at skaffe oplysninger om de lukkede miljøer.

Den tidligere agent har i dag fået et andet navn. Han er indkaldt som vidne i retten mandag eftermiddag.

Få dage efter skænderiet på Facebook offentliggjorde Sam Mansour en hjemmegjort plakat i westernstil, hvor man ser et foto af Morten Storm.

"Wanted dead or alive," står der på plakaten, som blev fremlagt på den åbne del af Mansours Facebook-profil.

Anklagemyndigheden mener, at Mansour dermed har gjort sig skyldig i dødstrusler mod Morten Storm.

Sam Mansour undskylder sine udgydelser med, at han blot reagerede på Morten Storms tidligere besked, hvori profeten blev omtalt som blandt andet pædofil.

Det var Storms fornærmelser mod profeten, som fik ham til at gå til modangreb, forklarer han.

- Det var en samtalekrig, som påvirkede mig meget. Han angreb profeten. Må fred være med ham, til trods for, at han havde fulgt profeten i seks år, forklarer Mansour.

Den tiltalte blev i 2007 dømt for præcis de samme lovovertrædelser, han nu er anklaget for. Dengang blev han straffet med fængsel i tre år og seks måneder.

Nu hævder anklagemyndigheden, at der er grundlag for en ny dom, og at straffen denne gang skal være længere. Desuden kræves han frakendt sit danske statsborgerskab.

/ritzau/