Islamister afviser tilbud om egyptiske ministerposter

Det siger Mohamed El-Beltagi, et højtstående medlem af den islamistiske bevægelse, ifølge Reuters.

En talsmand for regeringschefen har ellers udtalt, at man også forventer deltagelse fra islamistiske grupper i den nye regering, som er konstitueret for at forme »det nye Egypten« efter afsættelsen af tidligere præsident og medlem af Det Muslimske Broderskab Mohamed Morsi.

Men udtalelsen bliver altså nu afvist som løgn.

»Hverken El-Beblawi eller andre fra kupregeringen har tilbudt os pladser i regeringen,« lyder det fra Mohamed El-Beltagi.

Flere vestligt orienterede skikkelser i Egypten er allerede blevet udpeget som ministre i overgangsregeringen. Foruden El-Beblawi selv, som af iagttagere betegnes som en liberal økonom, er den sekulære politiker og nobelprisvinder Mohammed ElBaradei blevet udpeget som vicepræsident, mens tidligere ambassadør i USA Nabil Fahmy er udenrigsminister.

Det Muslimske Broderskab har gennem hele den indenrigspolitiske krise hævdet, at hærens indgreb over for Morsi-styret har været et ulovligt militærkup, og nægter stadig at acceptere præmissen for overgangsregeringen. Broderskabet har yderligere nægtet at deltage i en regering, selv hvis de skulle blive tilbudt pladser.

Natten til tirsdag var der atter uroligheder i Cairo, hvor mindst syv personer meldes dræbt.

Dagens Gossip