Islamister dræbte 10 civile i landsby i Mali

Skrevet af admin

09/08/2015

Dagens topnyheder

Bevæbnede mænd dræbte søndag mindst 10 civile ved et angreb på landsbyen Gabieri i den nordlige del af landet, siger en talsmand for hæren, Souleymane Maiga.

Angrebet skete dagen efter et blodigt angreb og gidseldrama nordøst for hovedstaden.

Gidseldramaet, der syntes at indgå i en række systematiske angreb på Malis militær, blev afsluttet, da soldater befriede fire gidsler fra et hotel i den centrale del af landet.

- Antallet af dræbte ved et angreb og en gidseltagning på et hotel i Mali er på mindst 12, sagde regeringstalsmænd for regeringen lørdag.

- Fem soldater, fire terrorister og tre gidsler blev dræbt.

En talsmand for Malis militær siger, at de tre dræbte er en sydafrikaner, en russer og en ukrainer.

Forsvarsministeriet formoder, at militante islamister står bag angrebet.

Fredag skrev flere nyhedsbureauer, at en russer, tre sydafrikanere og en franskmand var blandt de personer, som blev tilbageholdt på hotel Byblos i Sevare.

Byen ligger cirka 600 kilometer nordøst for hovedstaden Bamako.

Det blodige drama begyndte fredag, da mindst syv personer blev dræbt i ildkampe mellem bevæbnede mænd og medlemmer af Malis sikkerhedstjeneste og militær.

Angriberne søgte tilflugt på et hotel, der ofte benyttes af personer udsendt af FN. Hotellet ligger tæt på lufthavnen, som menes at have været målet for den bevæbnede gruppe.

/ritzau