Islamister får hårde straffe for terrorplaner i Tyskland

Skrevet af admin

13/11/2014

Mest læste i dag

En tysk domstol har idømt fire islamister lange fængselsstraffe for at planlægge et bombeangreb mod et mål i Tyskland.

De fire mænds terrorplaner var inspireret af al-Qaeda, sagde anklageren under retssagen i Düsseldorf.

Lederen af kvartetten var den 33-årige Abdeladim El-K, som fik ni års fængsel for at tilhøre en terrorgruppe og for at planlægge en forbrydelse mod den tyske stat.

De tyske medier undlader at offentliggøre hans efternavn med henvisning til de presseetiske regler.

De tre andre har fået mellem fire et halvt og syv års fængsel efter en retssag, der har varet to år.

De tre hovedanklagede blev anholdt 29. april 2011. Det skete, efter de var blevet overvåget af politiet. De holdt til i et bofællesskab i nærheden af Düsseldorfs universitet.

Her fandt politiet ud af, at de var i gang med konstruere en bombe pakket med søm og andre fragmenter.

Den fjerde anklagede blev pågrebet i Bochum.

Efter deres anholdelse blev der i Osama bin Ladens gemmer fundet et notat, som henviste til lederen af gruppen, Abdeladim El-K. Han skulle have fået til opgave at foranstalte et blodbad i Europa.

Osama bin Laden blev dræbt af amerikanske specialstyrker i den pakistanske by Abbottabad 2. maj 2011.

Abdeladim El-K svarede al-Qaeda tilbage i e-mails, og her skrev han blandt andet:

- Vi vil gå i gang med at slagte dem som hunde.

/ritzau/dpa