Islamister forlader Islamabad efter sit-in og sharia-krav

Skrevet af admin

30/03/2016

Dagens topnyheder

Tusindvis af islamister har rejst sig og forladt en sit-in i den pakistanske hovedstad, Islamabad, hvor de i flere dage har demonstreret og blandt andet krævet sharialov indført.

De siger, at de forlader byen igen, fordi regeringen har lovet at efterkomme et andet krav, nemlig at en kristen dødsdømt kvinde bliver hængt.

Pakistans indenrigsminister, Chauhdry Nisar Ali Khan, afviser, at regeringen har indgået en sådan aftale med islamisterne, som i weekenden talte omkring 25.000 mennesker.

De samledes i weekenden i Islamabad til bøn for islamisten Mumtaz Qadri, som i februar blev henrettet for at have dræbt en liberal Punjab-guvernør, som forsøgte at reformere landets strenge blasfemilove.

Den kvinde, som islamisterne kræver henrettet, Asia Bibi, sidder på dødsgangen. Hun er dømt for blasfemi som følge af et skænderi om vand med en muslimsk kvinde.

Islamisterne kom i weekenden i kamp med politiet, da de slog sig ned foran regeringsbygninger i hovedstaden.

- Som følge af vores fire dage lange sit-in har regeringen accepteret vores krav, siger Ashraf Asif Jalali, en af protestbevægelsens ledere.

Han siger blandt andet, at ingen, "som har gjort sig skyldig i blasfemi mod den hellige profet, kan få indrømmelser. Uanset om det er Asia Bibi eller andre".

Ifølge Jalali har regeringen også lovet, at den ikke vil ændre landets blasfemilove. Det afvises også af indenrigsministeren.

Demonstrationen har stået på, mens Pakistan har sørget over de flere end 70 personer, som omkom i et selvmordsangreb i Lahore påskesøndag. Mange af dem var børn, da bomben ramte i en park ved en legeplads.

Pakistan har i årevis været plaget af Taliban-bevægelsens militante oprør mod staten, voldelige kriminelle grupper og sekterisk vold.

Tidligere i marts blev mindst 16 mennesker dræbt i et bombeangreb på en bus i regionen Peshawar.

I slutningen af januar angreb Taliban Bacha Kahn-universitetet i nordvest. Angrebet kostede 25 mennesker livet.

/ritzau/AFP