Islamister i Algeriet kom fra vesten

To militante islamister, der er fundet døde inde på In Amenas-gasanlægget i Algeriet, var canadiere, oplyser en algerisk sikkerhedskilde.

Oplysningerne er ikke bekræftet fra anden side, men der har løbende været spekulationer om gidseltagernes nationalitet.

Flere overlevende gidsler fortæller, at islamisterne talte med en dialekt, der ikke var algerisk - men både tunesisk og egyptisk.

Andre beretter om en høj, hvid mand, der angiveligt blev tiltalt som "nordmanden" af de andre gidseltagere. Han talte et sprog, som de norske gidsler umiddelbart så ud til at forstå.

De algeriske sikkerhedsstyrker fandt ligene af de to canadiere inde på selve gasanlægget, hvor flere udenlandske gidsler blev holdt fanget i knap fire døgn.

Soldaterne stormede området lørdag og satte dermed et blodigt punktum for gidseldramaet, der begyndte onsdag morgen, hvor tungt bevæbnede militante islamister trængte ind på anlægget kort før daggry.

De algeriske myndigheder har tidligere udtalt, at gruppen af gidseltagere bestod af arabere, afrikanere og også folk uden for det afrikanske kontinent.

Både amerikanske, britiske, franske, japanske, norske og rumænske gidsler er blandt de dræbte eller savnede efter det grufulde angreb på In Amenas-anlægget i det sydlige Algeriet.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip