Islamister stormer oliefelt i Libyen: Dræbte og gidsler

Bevæbnede mænd, som menes at stå i ledtog med militante islamister, har angrebet og taget kontrol over et libysk oliefelt syd for byen Sirte.

12 meldes dræbt.

- De fleste fik halsen skåret over eller blev dræbt af skud, siger Abdelhakim Maazab, som er chef for vagtselskabet, der beskytter oliefeltet al-Mabrook.

Otte libyere, to filippinere og to ghanesere blev dræbt under angrebet.

Den filippinske udenrigsminister udtalte tidligere onsdag, at tre filippinere var blandt i alt syv udenlandske gidsler.

Men Abdelhakim Maazab afviser, at der er taget gidsler under angrebet.

Det franske olieselskab Total har del i oliefeltet, men det drives af et libysk selskab. De tre filippinere var ansat for et italiensk selskab.

- Ukendte gerningsmænd stormede al-Mabrook-oliefeltet i går aftes, siger talsmand Mohamed El Harari for det nationale olieselskab, NOC.

En talsmand for et vagtselskab, der har ansvar for oliefeltet, beskylder islamister for angrebet.

- Oliefeltet er ude af vores kontrol. Det kontrolleres af Islamisk Stat, siger Ali al-Hassi.

Rivaliserende bevæbnede grupper har kæmpet i næsten to måneder over kontrollen med Libyens to største oliehavne, es-Sider og Ras Lanuf.

Libyen er præget af kaos fire år efter, at landets tidligere leder Muammar Gaddafi blev nedkæmpet af oprørsstyrker under massiv luftstøtte fra en vestlig koalition.

To rivaliserende parlamenter - og hære - har regeret i hvert deres område, siden militsen Libysk Daggry indtog hovedstaden Tripoli i august sidste år.

Al-Mabrook, som tidligere har leveret 40.000 tønder råolie dagligt, blev lukket i december efter kampe omkring es-Sider.

Total kaldte personale hjem fra feltet i 2013.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV