Islamistisk gruppe angriber Hizbollah i Beirut

Bomben var et direkte angreb mod den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, der er allieret med Syriens præsident, Bashar al-Assad, og som har deltaget aktivt i den syriske borgerkrig på regimets side.

»Det er anden gang, vi beslutter, hvor og hvornår slaget skal stå. Og du vil se endnu mere, om Gud vil det,« siger en maskeret mand ifølge Reuters på en video, der er rettet mod Hizbollahs generalsekretær, Hassan Nasrallah.

Bomben eksploderede tæt på et større bygningskompleks, hvor netop Hassan Nasrallah typisk holder sine taler, og hvor befolkningstætheden er stor.

Et øjenvidne siger, at mindst fem bygninger i området og mange biler er blevet ødelagt som følge af eksplosionen.

Hizbollahs TV-station, Al Manar, viser desuden billeder af brændende biler og rystede beboere, der forsøger at komme væk fra området.

Det er sket flere gange inden for de seneste måneder, at eksplosioner ryster det sydlige Beirut, hvor Hizbollah står stærkt. I juli dræbte en bilbombe mindst syv personer og sårede 54, mens to raketter ramte området i maj uden at gøre større skade.

De overvejende sunnimuslimske oprørere i Syrien har ved flere lejligheder sagt, at man vil angribe Hizbollah i Libanon på grund af organisationens støtte til Assad-styret i Damaskus.

Den shiamuslimske Hizbollah-organisation er på USAs terrorliste, mens EU for nylig føjede Hizbollahs »militære gren« til sin terrorliste.

Dagens Gossip

Dagens TV