Island og Danmark er verdens fredeligste lande

Det viser det netop offentliggjorte Global Peace Index, som hvert år ranglister klodens nationer ud fra niveauet af fred. I år er 162 lande blevet undersøgt, og endnu en gang toppes listen af en række demokratiske nationer med Island og Danmark i spidsen, skriver Berlingske.

Fred defineres på listen som »fraværet af vold og frygt for vold«, men listen beregnes ud fra i alt 22 forskellige parametre såsom indre og ydre konflikter, militarisering af samfundet og civiles sikkerhed.

Der er flere grunde til, at Island løber med førstepladsen. Ud over en ekstrem lav grad af kriminalitet har landet ikke nogen stående hær, og andelen af islændinge, som sidder i fængsel, er markant lavere end noget andet sted i Europa.

Men faktisk er Danmark verdens fredeligste land målt på ét punkt:

»Hvad angår intern fred ligger Danmark højest i verden foran Island, fordi antallet af politi og interne sikkerhedsfolk per indbygger er endnu lavere,« står der i den 100 sider lange rapport.

Desuden lægger fredsindekset vægt på, at Danmark ledes af en stabil regering. Ganske vist har Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre haft tilbagegang i meningsmålingerne, siden de tiltrådte i oktober 2011, men mindretalskoalitionen er stabil og ikke udsat for nogen trussel, konkluderer rapporten, hvor det også fremhæves at:

»Kriminalitets- og drabstal er ekstremt lave, voldelige demonstrationer er højst usandsynlige, og meget få borgere er i fængsel (kun 68 ud af 100.000 personer, hvilket er et af de laveste tal i Europa).«

Norge har tidligere været fast inventar top ti, men Anders Behring Breiviks massakre 22. juli 2011 betød sidste år et fald til en 14. plads, og i år er Norge fredslistens nummer 11.

2013s højdespringer er det ellers uroplagede Libyen, hvor en stadig relativt nyvalgt regering har afløst oberst Gaddafis 42 år lange diktatur.

Omvendt tegner det borgerkrigshærgede Syrien sig – ikke overraskende for listens største fald. De hårde kampe mellem Assads militær og oprørshæren menes at have kostet 70.000 mennesker livet og ifølge de seneste tal fra FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, er flere end 1,6 millioner syrere flygtet ud af landet. Borgerkrigens blodbad betyder, at Syrien nu er verdens tredjemindst fredelige land kun undergået af Somalia og Afghanistan.

På trods af færre dræbte og færre flygtninge i 2012 er Afghanistan – et land som har været plaget af krig og konflikt i det meste af de seneste 20 år – i år faldet én plads til nu at være klodens mindst fredelige land. FN anslår, at 2.754 civile blev dræbt sidste år, og dødbringende selvmordsangreb fra Taleban sætter stadig sit præg på roen i landet.

Somalia, sidste års mindst fredelige land, har byttet plads med Afghanistan. Blandt årsagerne til den dårlige placering er de væbnede kampe mellem regeringsstyrker og militante, islamiske grupper som Hizbul Islam og al-Shabaab, skriver Berlingske.

Så for at opsummere: Der er grund til at glæde sig over, at bo på vores lille solskinsplet på verdenskortet.

Dagens Gossip