Island slår Makedonien og lægger pres på Wilbeks drenge

Skrevet af admin

20/01/2014

Mest læste i dag

De islandske håndboldherrer holder fast i chancen for at spille sig i semifinalerne ved EM med en sejr over Makedonien.

Aron Palmarsson og holdkammeraterne vandt 29-27, og dermed har Island måske alt at spille for, når de danske EM-værter venter onsdag aften i den sidste kamp i mellemrunden.

Islændingene var længe om at komme ud af starthullerne. Øboerne fik en elendig start og var hurtigt bagud med 0-4. Det tryk, som Island tidligere har lagt på modstanderne, var pist væk, og makedonerne virkede mest motiverede.

Der gik hele syv minutter, før Island fik scoret holdets første mål, men så blev der ellers også åbnet op for målsluserne.

Efter små 20 minutters spil var Makedoniens føring udlignet, og godt hjulpet af en stærkt spillende Björgvin Pall Gustavsson i målet førte Island med 14-11 ved pausen.

Kampen var ikke på et specielt højt niveau, og bedømt på mandagens indsats bør islændingene ikke kunne true Ulrik Wilbeks danske hold på onsdag.

Island havde mange fejlafleveringer, og ikke alle aftalerne i angrebsspillet var på plads. Det samme gjaldt udskiftningerne mellem angreb og forsvar.

Danmark møder mandag aften Ungarn, og med en sejr i den kamp er onsdagens opgør mod Island uden betydning for danskernes vedkommende.

Island kan måske spille sig i semifinalerne mod Danmark, hvis Spanien taber til enten Østrig eller Makedonien. Det er dog ikke videre sandsynligt, da hverken Østrig eller Makedonien længere har noget at spille for ved EM.

/ritzau/