Islands Lagerbäck: Vi spillede hjerneløst i 45 minutter

Skrevet af admin

04/07/2016

Dagens topnyheder

Islands håb om at chokere endnu engang ved EM i fodbold blev hurtigt knust i kvartfinalen mod Frankrig.

Efter de første 45 minutter var sensationsholdet bagud med fire mål.

Nedturen skyldes ifølge landstræner Lars Lagerbäck, at spillerne glemte at bruge den indvendige side af hovedet.

- Mentalt håndterede vi det ikke godt, siger svenskeren.

Han sammenligner sammenbruddet i første halvleg med Islands anden playoffkamp mod Kroatien i 2014 om en VM-plads. Her tabte holdet 0-2 og kom ikke med til slutrunden i Brasilien.

- Det er en eller anden form for mental ting, der ramte spillerne. Vi brugte ikke vores hjerner. Vi spillede ikke på vores normale måde, siger Lagerbäck.

Men nederlaget skal også ses i lyset af de franske modstanderes styrke.

- En del af det er, at Frankrig var rigtig gode. Men vi var ikke skarpe nok i vores beslutninger. Vi lavede nogle dumme fejl, og som hold gjorde vi det ikke godt.

I anden halvleg mod Frankrig viste de islandske spillere kampgejst. To scoringer reddede noget af æren, selv om det endte med et nederlag på 2-5 til de franske storfavoritter.

Og Lars Lagerbäck er stolt af indsatsen i de afsluttende 45 minutter, som også var hans sidste i spidsen for Islands landshold efter fire et halvt år som landstræner.

- Det er virkelig imponerende, at spillerne kunne vende det rundt, som de gjorde. Og jeg tror ikke, at det var fordi Frankrig lod det ske. De viste en smule af den ægte islandske indstilling i anden halvleg, roser Lagerbäck sine spillere.

Lagerbäck overlader nu det fulde ansvar for vulkanøens fodboldhelte til Heimir Hallgrímsson, der sammen med svenskeren har udgjort Islands trænerduo.

Og Lagerbäck har kun lovord og ros til overs for spillernes præstationer de forgangne uger i Frankrig.

Island vandt en gruppekamp og spillede to uafgjort. Derefter chokerede holdet fodboldverdenen med sejren i Nice over England.

- Det har været en fantastisk tur for mig. Jeg har nydt hele min tid i Island, men måske ikke de første 45 minutter i dag. Det har været et privilegium at være involveret, siger han.

- At nå frem til kvartfinalen har været fantastisk, opsummerer han.

/ritzau/Reuters