Islands opposition holder fast i krav om nyvalg

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Selv om Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, tirsdag har meddelt, at han træder tilbage, er det ikke nok for landets oppositionspartier.

De holder fast i deres krav om nyvalg.

- Det er klart, at vores krav om nyvalg stadig gælder, siger partiformanden for Venstrebevægelsen De Grønne, Katrín Jakobsdottir, til nyhedsbureauet Reuters.

Over for den islandske tv-station RUV forklarer hun, at udviklingen i løbet af tirsdagen ikke indgyder stor tillid til regeringen.

- Jeg mener, at situationen er alvorlig nok til, at det er meget vigtigt for befolkningen at have muligheden for at stemme om et nyt parlament, siger Katrín Jakobsdottir.

Piratpartiets formand, Birgitta Jónsdóttir, siger ligeledes til tv-stationen RUV, at hun ikke ser grund til at trække et forslag tilbage om at opløse parlamentet.

Tirsdag eftermiddag meddelte Gunnlaugsson, at han trækker sig fra statsministerposten. Det sker efter, at de såkaldte Panama-papirer viser, at han har haft forbindelse til et advokatfirma i Panama, der hjælper sine klienter med skatteunddragelse.

/ritzau/