Islands præsident afviser at opløse parlamentet

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, vil opløse landets parlament, Altinget, og udskrive nyvalg.

Men Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, vil foreløbig ikke efterkomme dette ønske, oplyser flere kilder i landet ifølge nyhedsbureauerne NTB og AFP.

Ifølge centrale kilder i statsministerens eget parti, Framsoknarflokkurinn, orienterede han dem ikke, før han tirsdag opsøgte præsident Grímsson og bad ham udskrive nyvalg.

For første gang i Islands historie afviste præsidenten derfor en statsministers opfordring til at udskrive nyvalg. Det gjorde Grímsson med henvisning til, at han først ønsker at rådføre sig med flere, oplyser kilderne ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Presset på Gunnlaugsson har været enormt, siden en historisk lækage har vist, at han - blandt mange andre - har haft forbindelse til et advokatfirma i Panama, der hjælper med skattesvindel.

/ritzau/