Islands statsminister nægter at gå af efter dokumentlæk

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Islands statsminister, Sigmundur David Gunnlaugsson, afviser at følge oppositionens opfordring om at træde tilbage, efter at dokumentlæk har vist, at hans familie har store beløb i skattely.

Det skriver flere medier.

- Jeg har ikke overvejet at gå af på grund af denne sag, og jeg kommer heller ikke til at gå af på grund af den, siger statsministeren til den islandske tv-station Kanal 2.

Oppositionen på Island har imidlertid vedtaget at fremsætte et mistillidsvotum mod statsminister Sigmundur David Gunnlaugsson efter afsløringerne i de såkaldte Panamapapirer, der søndag aften blev offentliggjort som led i et internationalt mediesamarbejde.

Det oplyser Birgitta Jonsdottir fra Piratpartiet, som ifølge det norske nyhedsbureau NTB for tiden er Islands største parti i meningsmålingerne.

– Vi håber, at vi ikke bliver nødt til at fremsætte forslaget, og at Sigmundur David trækker sig før mødet i Altinget (Islands parlament, red.), siger hun.

Lækagen består af mere end 11 millioner lækkede dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama, og den har siden søndag rystet store dele af den økonomiske verden.

Der er i de lækkede dokumenter angiveligt tråde til både Islands statsminister, indenrigsminister og finansminister.

For Islands statsminister drejer sagen sig om, at han sammen med sin kone købte selskabet Wintris Inc. i 2007. Ifølge det britiske medie BBC fik han advokatfirmaet Mossack Fonseca i Panama til at hjælpe med købet.

Da Gunnlaugsson blev stemt ind i Altinget i 2009, informerede han ikke om sin andel i selskabet, og otte måneder senere solgte han sin andel på 50 procent til sin kone for blot en dollar.

Siden da skal millioner af dollar ifølge BBC være blevet ført gennem selskabet frem til 2015.

Sagen har skabt røre i Island, hvor der er blevet indsamlet flere end 24.000 underskrifter fra islændinge, der kræver, at Sigmundur David Gunnlaugsson træder tilbage som statsminister.

/ritzau/