Israel begrænser muslimske mænds adgang til helligdom

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Myndighederne i Israel indfører nu begrænsninger for muslimers adgang til al-Aqsa-moskeen i Jerusalem.

Moskeen anses for at være islams mest hellige sted efter Mekka og Medina i Saudi-Arabien.

Forbuddet omfatter samtlige muslimske mænd under 50 år. De får ikke får lov til at besøge moskeen i forbindelse med fredagsbønnen.

Det israelske politi begrunder beslutningen med, at det har modtaget efterretninger om planlagte protestaktioner i nærheden af helligdommen. Forbuddet skal forhindre mulige sammenstød.

Tirsdag tørnede israelske politistyrker sammen med stenkastende palæstinensere på området.

Det skete forud for en debat i det israelske parlament om jøders ret til at besøge pladsen for at bede, som de i øjeblikket nægtes. Kun muslimer har adgang til området.

Debatten, der ikke resulterede i en afstemning eller konkrete beslutninger, skabte vrede i den muslimske verden.

Jordans parlament stemte for at udvise Israels udsending i landet, og regeringslederen truede med at genoverveje Jordans fredsaftale med Israel.

De 57 medlemslande af Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) fordømte onsdag debatten i det israelske parlament som en "farlig optrapning" og betegnede den som led i Israels "judaisering" af Jerusalem.

Området er også en jødedommens helligste, fordi det var stedet for de første jødiske templer.

/ritzau/AFP