Israel: Flere års diplomatisk stilstand er brudt

Sådan lyder det fra israelernes chefforhandler, justitsminister Tzipi Livni, der i næste skal til Washington for at tage hul på fredsforhandlingerne med palæstinensernes forhandler, Saeb Erakat.

»Det har været nogle lange måneder med skepsis og kynisme. Men nu er fire år med diplomatisk stilstand snart slut,« siger Tzipi Livni ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hun forventer dog, at vejen mod en eventuel fredsaftale mellem parterne »bliver kompleks og ikke let«.

»Men jeg er overbevist om, at dette er det rigtige for vores fremtid, vores sikkerhed, vores økonomi og vores værdier,« siger Tzipi Livni.

Fredag meddelte USAs udenrigsminister, John Kerry, at det er lykkedes at få israelerne og palæstinenserne til at mødes og diskutere fred for første gang siden september 2010. Her blev forhandlingerne afbrudt, da Israel nægtede at fastholde et byggestop for bosættelser på de palæstinensiske områder på Vestbredden.

Både palæstinenserne og israelerne har rost John Kerry for det diplomatiske arbejde, han begyndte på nærmest fra sin udnævnelse i februar i år.

Kerry har flere gange siden været i Mellemøsten i forsøget på at overbevise israelerne og palæstinenserne om at vende tilbage til forhandlingsbordet. Det arbejde ser nu ud til at bære frugt.

Dagens Gossip