Israel: Forhandlinger om fred i Gaza står stille

Skrevet af admin

12/08/2014

Dagens topnyheder

Det står ganske sløjt til med forhandlingerne om en mere permanent aftale om fred i Gazastriben.

En israelsk diplomat siger tirsdag, at de indirekte forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne i den egyptiske hovedstad, Kairo, endnu ikke har ført noget med sig.

Det positive er imidlertid, at en aftale om at lægge våbnene i 72 timer ser ud til at blive overholdt, efter at en ny våbenhvile trådte i kraft søndag aften.

- Afstanden mellem parterne er store, og der er ikke sket nogen fremskridt i forhandlingerne, siger en israelsk diplomat, der taler på betingelse af anonymitet.

En palæstinensisk diplomat med kendskab til forhandlingerne bekræfter dødvandet i samtalerne.

- Indtil videre kan vi ikke sige, at der er opnået et gennembrud. Om 24 timer må vi se, om vi har en aftale, siger han.

Både Hamas og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) har fremlagt en række krav til en våbenhvile, herunder at Israel ophæver sin otte år lange blokade af det slanke landområde ved Middelhavet. Palæstinenserne håber også på at få lov til at bygge en havn.

På den anden side kræver Israel en afvæbning af de militante grupper i Gaza.

Egypten har optrådt som mægler i konflikten under forhandlinger i Kairo.

Repræsentanterne fra Israel mødes ikke ansigt til ansigt med den palæstinensiske delegation, da den tæller medlemmer af Hamas, som israelerne anser for at være en terrororganisation.

Konflikten mellem Israel og militante fra Hamas-bevægelsen har kostet 1890 palæstinensere livet - mange af dem civile. 64 israelske soldater er blevet dræbt, mens tre civile er omkommet, siden Israel indledte en militæroffensiv mod Gazastriben 8. juli.

/ritzau/Reuters