Israel forlænger humanitær våbenhvile med et døgn

Skrevet af admin

27/07/2014

Dagens topnyheder

Israel forlænger humanitær våbenhvile i Gazastriben med 24 timer til søndag nat, oplyser regeringen.

På et møde blev det bestemt, at våbenhvilen forlænges til klokken 23 dansk tid, lyder det fra en talsmand for regeringen.

Israels militær vil fortsat operere i Gaza under våbenhvilen med henblik på at ødelægge Hamas' netværk af tunneler, som løber på kryds og tværs af grænsen mellem Gazastriben og Israel.

Hamas og andre militante grupper bruger tunnelerne til at komme ubemærket til Israel.

Tidligere lørdag aften udløb en 12 timer lang humanitær våbenhvile.

Få minutter efter den udløb, genoptog militante palæstinensere beskydningen mod Israel, sagde den israelske hær.

Da den 12 timer lange humanitære våbenhvile lørdag morgen trådte i kraft, indledte Gazastribens redningsarbejdere et omfattende arbejde med at trække ofre ud under murbrokker fra sammenstyrtede huse.

Det har dagen igennem fået dødstallet til at stige.

Gazas sundhedsministerium sagde lørdag aften, at de 19 dages kampe har kostet 1032 palæstinensere livet.

På israelsk side er 40 soldater og to civile israelere blevet dræbt. Det samme er en thailandsk gæstearbejder i landet.

Israels såkaldte "Operation Protective Edge" blev indledt 8. juli som svar på Hamas' raketangreb fra Gazastriben.

/ritzau/AFP