Israel har genoptaget angreb i Gazastriben

Skrevet af admin

08/08/2014

Mest læste i dag

Israel har fredag formiddag genoptaget sine angreb i Gaza, oplyser den israelske hær på Twitter.

- Som svar på de nye raketangreb affyret af terrorister i Gaza bomber vi nu terrormål i Gaza, lyder meldingen på det sociale medie.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har beordret militæret til at svare igen, efter at palæstinensiske militante sendte flere raketter ind i det sydlige Israel fredag morgen.

- Den israelske premierminister og forsvarsminister har beordret IDF (De israelske forsvarsstyrker, red.) at svare kraftfuldt igen til Hamas' brud på våbenhvilen, lyder det i en officiel udtalelse

Nyhedsbureauet Reuters melder om en stor eksplosion i Gaza City og en kraftigt, sort røgsøjle, som stiger op fra hovedbyen i Gazastriben.

Det palæstinensiske indenrigsministerium siger, at israelske fly også har ramt mål i Jabalia i det nordlige Gaza. Der er ingen meldinger om døde eller sårede.

Angrebene fra Israel kommer tre timer, efter at våbenhvilen mellem Hamas og Israel udløb klokken syv dansk tid.

Den 72 timer lange våbenhvile, som udløb fredag morgen, blev ikke forlænget, efter at parterne ikke kunne blive enige under forhandlingerne i Egyptens hovedstad, Kairo.

Hamas afviste at forlænge våbenhvilen, fordi bevægelsen ikke kunne få opfyldt sine krav om blandt andet, at Israel skal ophæve sin blokade af Gaza.

Ifølge Israel blev der allerede før klokken syv sendt raketter fra Gaza ind i Israel. Hamas har dog afvist, at bevægelsen står bag angrebene.

Efter klokken syv har Hamas ifølge Israel sendt i omegnen af 10 raketter ind i det sydlige Israel. Hamas tager heller ikke ansvar for disse angreb.

Kampene mellem Israel og Hamas har kostet 1886 palæstinensere og 67 israelere livet, siden Israel indledte en militær offensiv i Gaza 8. juli.

ritzau/Reuters.