Israel indkalder 16.000 soldater fra reserven

Skrevet af admin

31/07/2014

Mest læste i dag

Israel har mobiliseret yderligere 16.000 soldater af reserven, oplyser en talskvinde fra den israelske hær torsdag.

Dermed er der i alt indkaldt 86.000 soldater fra reserven.

Det ekstra mandskab er indkaldt for at "lade styrker på jorden få hvile", forklarer talskvinden.

Det magtfulde israelske sikkerhedskabinet var onsdag samlet i fem timer, og her besluttede det enstemmigt at fortsætte angrebene på militante palæstinensere fra Hamas-bevægelsen samt at ødelægge de militantes netværk af tunneler, der fører ind i Israel fra Gazastriben.

Sikkerhedskabinettet mødes igen torsdag, oplyser israelsk radio, som citerer en højtstående militærleder for at sige, at alle Hamas' tunneler kan være ødelagt "inden for få dage".

Den væbnede konflikt mellem Israel og Hamas i Gazastriben har stået på siden 8. juli. Flere end 1300 palæstinensere er blevet dræbt under urolighederne, mens knap 60 personer har mistet livet på israelsk side.

Onsdag var endnu en blodig dag, da i omegnen af 100 palæstinensere omkom i forskellige angreb. Flere af dem blev dræbt, da israelske styrker angreb en FN-drevet pigeskole i flygtningelejren Jabalia. Lejren er den største af sin slags i Gaza og huser omkring 120.000 personer.

Israel bliver fra flere sider kritiseret for at bruge overdreven magt og for ikke at skåne civile. Omvendt beskylder Israel Hamas for at bruge civile som menneskelige skjold i konflikten.

Hidtidige forsøg på at skabe en længerevarende våbenhvile i området er mislykkedes trods forsøg på at mægle fra særligt amerikansk og egyptisk side.

/ritzau/AFP