Israel jævner palæstinensiske boliger med jorden

Skrevet af admin

18/08/2014

Mest læste i dag

Israelske soldater har nedrevet boliger tilhørende to palæstinensere, som mistænkes for at stå bag bortførelsen af tre israelske teenagere på Vestbredden i juni.

En tredje mistænkts hus er blevet afspærret, oplyser det israelske militær.

Israel beskylder islamister fra den palæstinensiske gruppe Hamas for at stå bag bortførelse og drab på de 16-årige Gid-Al Shaer og Naftali Fraenkel, der er amerikansk-israeler, og den 19-årige Eyal Yifra.

De tre forsvandt fra bosættelsen Gush Etzion på Vestbredden 12. juni, og de blev fundet dræbt nogle uger senere.

Hamas har hverken bekræftet eller benægtet beskyldningerne fra Israel.

Hussam Kawasme, en 40-årig palæstinenser fra Hebron, blev anholdt 11. juli, mens de to andre mistænkte, Amar Abu Aysha og Marwan Kawasme, fortsat er på fri fod.

De tre drab udløste en bølge af anholdelser af palæstinensere, og spændingerne eskalerede siden mellem israelere og palæstinensere og blev til egentlige krigshandlinger i Gaza i løbet af juli.

Israels militære mission har været at bombe og udrydde de palæstinensiske tunneler, der forbinder Gazastriben og Israel, og som Hamas bruger til angreb mod Israel.

Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium i Gaza er 1980 palæstinensere blevet dræbt, hovedsageligt civile, under den igangværende konflikt.

64 israelske soldater og tre civile på den israelske side er dræbt.

En foreløbig våbenhvile mellem parterne vedtaget på egyptisk initiativ i Kairo udløber mandag.

/ritzau/