Israel klar til at frigive 26 palæstinensiske fanger

Skrevet af admin

31/12/2013

Mest læste i dag

Israel er klar til at frigive 26 palæstinensiske fanger natten til tirsdag som led i fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne.

Fangerne skal frigives lige efter midnat og er den tredje af fire lovede frigivelse af 104 fanger, som den israelske premierminister Benjamin Netanyahu har forpligtet sig til.

Det sker én dag før den amerikanske udenrigsminister John Kerry ankommer til landet i et forsøg på at sætte gang i de skrøbelige forhandlinger.

Som med de to foregående frigivelser i august og oktober, hvor også 26 fanger blev løsladt, bønfaldt israelske efterladte landets højesteret om at standse frigivelsen.

De 26 fanger blev fængslet før underskrivelsen af Oslo-aftalen i 1993, der formelt indledte fredsprocessen i Mellemøsten.

Løsladelserne ventes at blive ledsaget af meddelelsen om byggeplaner af nye jødiske bosættelser på den besatte vestbred.

Det skete med de to foregående fangeløsladelser og det ventes at ophidse det palæstinensiske og internationale samfund.

Det er Kerrys tiende besøg i regionen siden marts, og det ventes, at han skal forholde sig til byggeplanerne, når han ankommer tirsdag.

Den amerikanske udenrigsminister har presset både Israel og palæstinenserne til at blive enige om en ramme for en endelig løsning forud for forhandlingernes deadline i april.

Den sidste gruppe fanger ventes at blive frigivet til marts.

/ritzau/AFP