Israel lander til forhandlinger i Kairo - våbenhvilen holder

Et hold af israelske fredsforhandlere er mandag morgen landet i Egypten, hvor de endnu engang skal forsøge at finde en varig løsning på den blodige konflikt i Gazastriben, skriver Reuters.

Samtidig ser det ud til, at både den islamistiske Hamas-bevægelse og de israelske soldater overholder den 72-timers våbenhvile, der trådte i kraft søndag aften.

En israelsk militærtalskvinde i Tel Aviv siger ifølge nyhedsbureauet dpa, at der ikke er registreret nogen brud på våbenhvilen, siden den blev indledt ved midnat lokal tid.

Israel forlod fredag forhandlingerne i Kairo i protest mod, at Hamas havde afvist at forlænge en tidligere våbenhvile, der udløb fredag morgen.

Umiddelbart inden begyndelsen af den igangværende våbenhvile sendte Hamas søndag aften en sidste byge af raketter mod Israel.

Den væbnede gren af Hamas, Qassam-brigaderne, siger, at de fem minutter før midnat havde held til at sende en raket mod Tel Aviv, som det israelske raketforsvar ikke var i stand til at forhindre.

Vidner siger ifølge dpa, at en raket landede i udkanten af byen.

Israel sørgede også for at markere det midlertidige ophold i krigshandlingerne med et brag, da den israelske hær angreb 11 grupper af militante palæstinensere søndag aften.

Blandt dem var en Hamas-aktivist, som det israelske militær mener er ansvarlig for det omfattende netværk af tunneler i den nordlige del af Gaza, som Israel har forsøgt at ødelægge.

/ritzau/

Dagens Gossip