Israel lukker grænsen til Gazastriben efter raketangreb

En affyret raket fra Gaza mod Israel får konsekvenser.

Søndag vil to grænseovergange mellem Israel og Gazastriben blive lukket, oplyser myndigheder i Gaza ifølge den israelske avis Haaretz.

Lukningen sker som konsekvens af et angreb, hvor en raket eller en mortérgranat fredag blev affyret fra Gaza og ramte Eshkol-området i den sydlige del af Israel.

Ingen i Gaza har taget ansvaret for episoden.

Ifølge nyhedsbureauet dpa bekræfter Hamas, at Erez og Kerem Shalom-grænseovergangene fra søndag bliver lukket. Personer kan dog stadigvæk benytte overgangen ved Erez i forbindelse med humanitære formål.

Tre andre overgange - Nahal Oz, Karni og Sufa - er stadig afspærret og kan ikke bruges til at krydse grænsen. Rafah-overgangen til Egypten bliver heller ikke åbnet.

Der er ingen meldinger om, hvornår grænserne vil blive genåbnet.

Det var israelsk militær, der oplyste om fredagens raketangreb, der er det første siden 16. september, hvor en mortérgranat ifølge militæret blev sendt over grænsen fra Gaza.

Der var ingen rapporter om kvæstede eller materielle skader efter fredagens angreb.

Israel og palæstinenserne blev enige om en våbenhvile 26. august. Den satte en stopper for 50 dages blodige uroligheder, hvor 2140 palæstinensere og 73 israelere mistede livet.

Titusindvis af palæstinensere blev tvunget væk fra deres hjem under bombardementerne i sommer, og mange lever fortsat i lejre.

Nogle mener, at konflikten blussede op, efter at tre israelske teenagere blev bortført på Vestbredden og senere fundet dræbt. Israel skød skylden på Hamas.

Efterfølgende blev en ung palæstinenser fundet dræbt i, hvad der vurderes at være hævn for de tre døde israelere.

/ritzau/

Dagens Gossip