Israel og Hamas forlænger våbenhvile med fem døgn

Skrevet af admin

14/08/2014

Dagens topnyheder

Israel og Hamas er onsdag aften blevet enige om at forlænge den eksisterende våbenhvile, der efter planen udløb ved midnat (klokken 23 dansk tid), oplyser kilder til flere internationale nyhedsbureauer.

Våbenhvilen er blevet forlænget i yderlige fem dage. Aftalen kom på plads mindre end en time før udløbet af den igangværende tre dage lange våbenhvile, der blev indledt søndag.

- Vi er blevet enige om at give forhandlinger mere tid, siger Azzam al-Ahmed, chef for den palæstinensiske delegation ved forhandlingerne i Kairo, til AFP.

Våbenhvilen skal sikre en "positiv atmosfære", tilføjer han og nævner, at der har været "masser af fremskridt" i forhandlingerne.

Den palæstinensiske delegation ventes ifølge Reuters nu at begive sig til Ramallah på Vestbredden for at tale med præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, før den vender tilbage til Egypten.

Kort tid efter, at våbenhvilen blev forlænget, var der onsdag aften meldinger om, at sirener over byer i det sydlige Israel var begyndt at hyle som et tegn på, at der er blevet affyret raketter ind i landet.

Tidligere på aftenen blev der også sendt raketter fra Gaza og ind i Israel, men Hamas har afvist, af det var dem, der stod bag affyringen.

Ifølge AFP's kilder er parterne blevet enige på flere punkter, men de vigtigste dele om blandt andet ophævelsen af Israels blokade samt en afvæbning af Hamas er ikke kommet nærmere, lyder det.

En unavngiven palæstinensisk embedsmand siger dog, at Israel på flere punkter har givet indrømmelser.

Den nye pause i krigshandlingerne er endnu ikke blevet kommenteret fra israelsk side.

/ritzau/AFP