Israel skærper sikkerhed under Sharons begravelse

Skrevet af admin

13/01/2014

Dagens topnyheder

Israel strammer sikkerheden i forbindelse med mandagens begravelse af landets tidligere premierminister Ariel Sharon.

Sharon stedes til hvile i nærheden af grænsen til Gaza. Israel advarer lederne i det palæstinensiske område om ikke at tillade, at der affyres raketter under ceremonien.

Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, ventes at være blandt de udenlandske deltagere ved højtideligheden. Sharon døde lørdag af hjertesvigt efter næsten otte år i koma. Han fik et slagtilfælde i 2006.

En israelsk sikkerhedskilde siger, at Israel har adviseret den islamistiske Hamas-bevægelse om, at den skal sørge for, at ceremonien ikke bliver forstyrret af raketaffyringer. Hamas kontrollerer Gaza.

- Det blev gjort klart for dem, at i morgen vil være en meget dårlig dag for alle (i Gaza, red.) at teste Israels tålmodighed, siger kilden.

Hamas har ikke kommenteret oplysningerne fra Israel.

I tider med øgede spændinger plejer Israel blandt andet at optrappe overvågningen af Gaza med helikoptere og droner, der er i stand til at spotte og ødelægge palæstinensiske raketter, inden de bliver sendt mod Israel.

Siden en minikrig af otte dages varighed i 2012 har Hamas stort set afholdt sig fra at affyre raketter. Men små grupper af militante har udfordret bevægelsens autoritet med egne raketangreb.

Begravelsen af Sharon vil ifølge Jerusalem Post starte klokken 14.30 - 13.30 dansk tid. Han vil blive lagt i jorden ved siden af sin kone Lily, der døde i 2000.

/ritzau/Reuters