Israel stemmer for opløsning af parlamentet

Skrevet af admin

03/12/2014

Dagens topnyheder

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, appellerer onsdag til vælgerne om at give ham et "klart mandat" ved det kommende valg, hvor han ifølge meningsmålingerne står til at blive valgt til en fjerde regeringsperiode.

Dagen efter, at Netanyahu afskedigede ministre fra centrumpartierne i sin splittede regeringskoalition, er der opnået enighed om, at valget skal holdes den 17. marts.

Israels parlament vedtager også med et stort flertal en opløsning af parlamentet ved en foreløbig afstemning. Den endelige godkendelse kan trække ud til mandag.

Yair Lapid, den afskedige finansminister, og Tzipi Livni, der var justitsminister, har kritiseret Netanyahu ved at gentage den massive internationale kritik af de ekspanderende jødiske bosættelser i besatte palæstinensiske områder.

Med de to politikere ude er der reelt ikke længere nogen tilbage i regeringen til at støtte fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere.

Netanyahus højrekoalition, som tiltrådte sidste år, har desuden været i krise over en række sager, blandt andet finansloven for næste år og et lovforslag om en jødisk stat, der ifølge kritikere vil diskriminere de omkring 20 procent arabiske borgere i landet.

To meningsmålinger viste tirsdag, at Netanyahus højreorienterede Likudblok vil blive det største parti efter et valg, men uden at opnå et direkte flertal i parlamentet Knesset, som har 120 pladser.

Dermed er der udsigt til, at Netanyahu vil kunne komme til at danne den mest højreorienterede regering i de 66 år, hvor Israel har eksisteret. Den vil foruden Likud bestå af hans nuværende ultranationalistiske partnere og muligvis ortodokse jødiske allierede, men uden de moderate politikere fra centrum.

- Det kommende valg er om ét spørgsmål: Hvem skal lede landet i en periode med gigantiske udfordringer - både sikkerhedsmæssigt, økonomisk og regionalt, siger Netanyahu i en offentlig erklæring til sine egene partifæller.

- Alle, der ønsker at give et klart mandat til at lede landet til en premierminister fra Likud, må bakke op om Likud. Det er det vigtigste, vi har lært i de seneste år, siger Netanyahu.

/ritzau/Reuters