Israel til flygtninge i Gaza: I kan vende hjem nu

Skrevet af admin

02/08/2014

Dagens topnyheder

Den israelske hær har lørdag oplyst indbyggerne i byen Beit Lahiya i det nordlige Gaza om, at det nu er sikkert at vende tilbage til deres hjem. Samtidig siger øjenvidner, at de har set israelske soldater trække sig tilbage fra området.

Det er første gang, at nogen har set soldater trække sig tilbage siden indledningen på den 26 dage lange Gaza-konflikt, som indtil videre har kostet over 1650 menneskeliv og tvunget op mod en fjerdedel af områdets indbyggere i eksil.

- Beskeder er udsendt til beboerne i den nordlige del af Gaza-striben om, at de kan vende tilbage til Beit Lahiya-området, hedder det i en erklæring fra den israelske hær. En talskvinde antyder, at beskeden også er blevet sendt til myndighederne i det palæstinensiske område.

- De er blevet oplyst om, at det er sikkert for civile at vende tilbage til Beit Lahiya og Al-Atatra, siger talskvinden til nyhedsbureauet AFP, hvilket opfattes som en bekræftelse af, at soldaterne har afsluttet deres mission i området.

Øjenvidner i Al-Atatra, som er en del af Beit Lahiya, fortæller, at de har set soldater trække sig tilbage og beboerne siger, at soldaterne har trukket sig ud af landsbyer øst for Khan Yunis, tæt på grænsen til Israel.

Beskeden kom samtidig med, at ubekræftede medierapporter oplyste, at Israel ikke ville sende en delegation til våbenhvileforhandlinger i Kairo.

16. juli nedkastede israelsk militær flyveblade og sendte sms'er, hvori de advarede indbyggerne i Beit Lahiya og opfordrede dem til at forlade deres hjem og ikke at vende tilbage, før de fik nærmere besked.

Lignende beskeder blev givet til beboere i Zeitun og Shejaia, syd og øst for Gaza City.

/ritzau/AFP