Israel tilbagekalder sin ambassadør i Stockholm som følge af, at Sverige torsdag har besluttet at anerkende staten Palæstina, skriver den israelske avis Haaretz.
Israels udenrigsminister, Avigdor Lieberman, overvejer helt at nedlægge diplomatposten i Stockholm og dermed officielt at nedtrappe landets diplomatiske forbindelser til Sverige, skriver Haaretz.
Sverige er det første EU-land, som anerkender staten Palæstina.
En talsmand for den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, kaldte tidligere torsdag Sveriges anerkendelse for "modig og historisk".
/ritzau/TT