Israel vil opføre 1800 nye bosætterhjem

Skrevet af admin

10/01/2014

Mest læste i dag

Israel offentliggjorde fredag planer om at opføre over 1800 nye bosætterhjem på Vestbredden og i Østjerusalem, oplyser overvågningsgruppen Peace Now, der følger udviklingen i alle bosættelser.

Den israelske boligminister meddelte, at der er planer om at opføre 1076 enheder i det annekterede Østjerusalem og 801 enheder på den besatte Vestbred, siger en talsmand for Peace Now, Lior Amihai.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, forlod tidligere på ugen Mellemøsten, uden at der var blevet fastlagt en ramme for de videre fredsforhandlinger mellem israelerne og palæstinenserne. Men efter sit 10. besøg i regionen som udenrigsminister insisterer han på, at der er sket fremskridt.

- Der er stigende tvivl i Israel om, hvor interesserede palæstinenserne er i fred, sagde den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, under den sidste del af Kerrys besøg.

Også på den anden side hersker udbredt skepsis over Israels intentioner, ikke mindst på grund af israelernes fortsatte udvidelser af bosættelser på palæstinensisk territorium.

- Boligministeriet offentliggjorde planerne her til morgen. Mange af de nye hjem vil blive bygget i eksisterende bosættelser som Efrat og Ariel på Vestbredden og i Østjerusalem, siger talsmanden.

Kerry forsøgte at kickstarte forhandlingerne mellem israelerne og palæstinenserne i juli efter tre års dødvande, men der er kun sket meget få fremskridt.

Israel frigav i december en gruppe palæstinensiske fanger i henhold til fredsprocessen, men landet udvidede samtidig sine bosættelser, der fordømmes af blandt andre FN.

Mange lande, blandt disse USA, har fordømt bosættelserne og den israelske regerings politik på området.

Tidligere har netop Israels kontinuerlige udvidelse af bosættelserne på Vestbredden og i Østjerusalem sat et stopper for fredsprocessen.

Der bor over 350.000 jødiske bosættere på den besatte vestbred. Dertil kommer 200.000 jødiske bosættere i det besatte og annekterede Østjerusalem.

/ritzau/AFP