Israel vil optrappe angreb mod Hamas under konflikt

Skrevet af admin

09/07/2014

Dagens topnyheder

Premierminister Benjamin Netanyahu lovede onsdag at intensivere de israelske angreb mod militante fra Gaza i den mellemøstlige konflikt, der indtil videre har kostet 43 palæstinensere livet.

- Vi har besluttet at intensivere angrebene på Hamas og terrororganisationerne i Gaza, lyder det i en udtalelse fra hans kontor, efter at han har konsulteret forsvarschefer i det sydlige Israel.

- Hæren er klar på alle eventualiteter. Hamas kommer til at betale en stor pris for at affyre raketter mod israelske civile, tilføjer han, efter at Israels parlament har givet landets militær grønt lys til at indkalde 40.000 soldater af reserven.

Indtil videre har israelske fly ramt 550 mål i Gaza, og militante fra Hamas har afsendt 165 raketter mod blandt andet Jerusalem og Tel Aviv.

Ud over de 43 dræbte er 370 personer såret.

Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, kalder Israels andel i konflikten for folkemord.

- Det er folkemord. At dræbe hele familier er folkemord begået af Israel mod vores palæstinensiske folk, siger han på et krisemøde i byen Ramallah.

Natten til onsdag har det israelske luftvåben bombarderet ikke mindre end 160 mål i Gazastriben i et omfattende forsøg på at bremse palæstinensiske raketangreb mod israelske byer.

Konflikten i Mellemøsten er blusset op efter 12. juni, hvor tre israelske teenagere blev bortført på Vestbredden. De blev senere fundet dræbt. Efterfølgende blev liget af en ung palæstinenser fundet, hvilket betegnes som hævn for drabene på de tre israelere.

Hamas, der kontrollerer Gazastriben, har som modsvar på de israelske luftangreb affyret adskillige raketter mod Israel, men de raketter, som var på vej mod boligbebyggelse, er tilsyneladende blevet opsnappet af det israelske antimissilsystem - "Iron Dome".

/ritzau/AFP