Israeler dræbt af raket fra Gaza: Offensiv optrappes

Efter en uges optrappet konflikt i Mellemøsten meldes den første israeler dræbt af en raket fra Gazastriben, skriver flere internationale medier.

Der er tale om et civilt offer, en 37-årig mand, der blev dødeligt såret nær grænseovergangen Erez, skriver den israelske avis Haaretz på sin netavis.

Mindst 192 palæstinensere har mistet livet og flere end 1100 er blevet såret siden tirsdag, da Israel indledte sine bombardementer mod militante palæstinensere fra Hamas i Gazastriben.

Ikke desto mindre skal de fleste dræbte være civile.

Premierminister Benjamin Netanyahu siger tirsdag aften, at Israel nu vil udvide og intensivere sin offensiv mod mål i Gazastriben, efter at Hamas har fortsat sine angreb i stedet for at gå med til en våbenhvile, foreslået af Egypten.

- Det ville have været at foretrække at løse dette på diplomatisk vis, og det var, hvad vi forsøgte at gøre ved at acceptere det egyptiske forslag om våbenhvile, siger premierministeren ifølge Reuters.

- Men Hamas giver os ikke andet valg end at udvide og intensivere angrebene. Hamas vil betale prisen for sine gerninger. Enhver, der prøver at skade Israel, vil selv lide skade, siger han.

Premierministeren mødes ifølge flere medier tirsdag aften med sit sikkerhedskabinet, der tidligere på dagen godkendte et egyptisk forslag til en våbenhvile.

Det gav en pause i de israelske bombardementer, men efter seks timers ensidig våbenhvile genoptog Israel luftangrebene.

Allerede tidligt tirsdag afviste den væbnede gren af Hamas, al-Qassam-brigaden, forslaget fra Egypten og kaldte det for "tæt på en vittighed".

Den politiske gren af Hamas afviste også forslaget. Den kræver en færdigt udarbejdet aftale, der skal standse volden - ikke blot en midlertidig våbenhvile.

Alligevel skriver Haaretz tirsdag aften, at ledende medlemmer af Hamas er i Egypten for at diskutere muligheden for en våbenhvile. Det ventes, at de vil komme med en officiel udtalelse senere tirsdag aften, lyder det.

/ritzau/

 

Dagens Gossip