Israels ambassadør skal stå svensk skoleret

Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, har indkaldt Israels ambassadør for at understrege, at den svenske regering ser meget kritisk på Israels beslutning om at udvide bosættelser. Det samme sker med landets ambassadører i London og Paris.

- Vi vil sammen med andre EU-lande diskutere, hvilke øvrige skridt der kan blive aktuelle, siger Bildt.

På sin blog skriver Bildt, at Israel på forskellige måder gennemfører repressalier mod palæstinenserne efter FN-afstemningen i sidste uge.

- Skatteindtægter tilbageholdes, og de illegale bosættelser bliver nu udvidet rundt om Jerusalem på en måde, som alvorligt kan skærpe situationen, siger han.

Bildt kommenterer også, at USA og EU's Catherine Ashton har anvendt ord som "chokerende" og "ekstrem" om israelernes reaktioner.

Herhjemme siger udenrigsminister Villy Søvndal (SF), at "Israel reagerer ulovligt, når det udvider opførelsen af ulovlige bosættelser på palæstinensisk land i Øst-Jerusalem og på Vestbredden som reaktion på beslutningen i FN's Generalforsamling om at tildele Palæstina status i FN som observatørstat."

- Israels beslutning om med flere ulovlige bosættelser at straffe præsident Abbas og hans palæstinensiske selvstyre er en meget trist og skadelig reaktion, som gør det vanskeligt at se en sammenhæng mellem Israels udtrykte mål om en tostatsløsning og en politisk vilje til at ville den, siger Søvndal i en pressemeddelelse.

Storbritannien og Frankrig, som tidligere har protesteret mod den israelske regerings varslede udvidelser af bosættelser, tilkaldte mandag Israels ambassadører i London og Paris og overvejer yderligere reaktioner.

- Der er også andre måder, hvorpå vi kan udtrykke vores utilfredshed, siger en talsmand for udenrigsministeriet i Paris til AFP.

De nye bosættelser kommer til at ligge i områder, som, palæstinenserne sammen med Gazastriben ønsker, skal være del af en fremtidig palæstinensisk stat.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV