Israels angreb i Syrien dræbte »mindst 42 soldater«

Det er ifølge overvågningsenheden Syrian Observatory for Human Rights foreløbig status efter de raketangreb i Syrien, som Israel menes at stå bag.

»Mindst 42 soldater blev dræbt under angrebene, og de yderligere 100, som normalt ville være til stede på de berørte steder, kan der endnu ikke gøres rede for,« siger Rami Abdel Rahman, der fra Storbritannien administrerer NGOen, til nyhedsbureauet AFP.

Tidligere mandag sagde han, at dødstallet var på mindst 15 soldater.

En læge fra militærhospitalet Tishreen Hospital i hovedstaden Damaskus sagde søndag til New York Times, at mindst 100 soldater mistede livet under angrebene, og en højtstående militærkilde siger ligeledes til New York Times, at weekendens angreb dræbte flere elitesoldater i nærheden af præsident Bashar al-Assads præsidentpalads.

Syriske oprørere, aktivister og lokale beboere siger ifølge avisen, at raketterne ramte militærbaser, lagre med langtrækkende missiler samt et militært forskningscenter, som ifølge amerikanske embedsmænd er Syriens største lager for kemiske våben.

Israel har ikke bekræftet, at man står bag angrebene i Syrien. De israelske myndigheder bekræfter af princip aldrig den slags angreb, men en israelsk embedsmand bekræfter over for avisen Haaretz, at Israel står bag.

Samme meldinger får New York Times, hvis kilder ikke kan pege på troværdige alternativer til Israel som værende ansvarlig for angrebene.

En kilde fra en vestlig efterretningstjeneste oplyser ifølge Reuters, at angrebet var rettet mod et lager af missiler fra Iran, som skulle videre til Libanons militante Hizbollah-bevægelse, der støtter den syriske præsident Assad i borgerkrigen, og som er en af Israels hovedfjender.

Israelske militærfly har dog ikke nødvendigvis bevæget sig ind i syrisk luftrum, da landets flyvevåben har såkaldte »standoff«-bomber, der gør det muligt at ramme mål i Syrien fra for eksempel eget eller libanesisk luftrum.

Dagens Gossip