Israels bombefly angriber hjem for Hamas-leder

Israelske kampfly har bombet et hjem for et ledende medlem af den palæstinensiske bevægelse Hamas, som styrer Gazastriben, lyder det fra sikkerhedskilder.

Angrebet kommer på dag ni for Israels offensiv mod militante i det palæstinensiske område.

Ingen var til stede i Mahmoud al-Zahars bolig i den vestlige del af byen Gaza, da bomberne ramte bygningen, fortæller sikkerhedskilderne.

Ifølge øjenvidner jævnede mindst to missiler den fire etagers bygning med jorden og beskadigede også en nærtliggende moské og flere tilstødende huse.

Andre boliger for ledende Hamas-militante i Gaza By har også været mål for Israels luftvåben.

Tre personer i Gazastriben er tidligt onsdag blevet dræbt af Israel, og dermed er antallet af dræbte palæstinensere nu nået op på 200, siden Israel indledte sine angreb mod militante palæstinensere fra Hamas. De fleste af de dræbte er civile, og over 1000 personer er blevet kvæstet under angrebene.

Tirsdag blev den første israeler dræbt af en raket fra Gazastriben, og det fik premierminister Benjamin Netanyahu til at sige, Israel nu vil udvide og intensivere landets offensiv mod mål i Gazastriben.

Det israelske sikkerhedskabinet afsluttede efter midnat et fire timer langt møde, hvor det ifølge den israelske avis Haaretz blev drøftet, om Israel skal optrappe den militære indsats. Der er ikke kommet nogen officiel melding fra sikkerhedskabinettet efter mødet.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip