Israels hær: Formodet bortført soldat er blevet dræbt

Skrevet af admin

03/08/2014

Dagens topnyheder

Den unge israelske soldat Hadar Goldin, som har været frygtet bortført, er blevet dræbt i tjeneste, meddeler Israels hær.

Hidtil har Israel beskyldt militante fra Hamas-bevægelsen for at have bortført den 23-årige soldat, da hans deling blev udsat for et bagholdsangreb i byen Rafah i Gazastriben.

Hamas har nægtet at have kendskab til en eventuel bortførelse og har sagt, at soldaten formentlig var blevet dræbt under bagholdsangrebet, hvor også to andre israelere mistede livet.

- En særlig komité har annonceret, at en infanterist i Givati-brigaden, løjtnant Hadar Goldin, er blevet dræbt i kamp i Gazastriben fredag 1. august 2014, oplyser hæren i en meddelelse.

Hamas har tidligere taget israelske soldater til fange og udnyttet situationen i forhandlinger om frigivelse af palæstinensiske fanger. Derfor har eksperter vurderet, at en ny kidnapning måske kunne ændre slagets gang i den blodige konflikt.

Mistanken om, at Hadar Goldin var blevet bortført, har haft konsekvenser for forhandlinger om en våbenhvile i området.

Blandt andet har Israel nægtet at sende repræsentanter til Egypten for at forhandle med folk fra politiske fraktioner i Gaza.

Lørdag sagde Israel premierminister, Benjamin Netanyahu, at landet har tænkt sig at fortsætte sin militære operation i Gaza, selvom det har afsluttet sin primære mission med at ødelægge tunneler under grænsen mellem Israel og Gaza.

- Fra begyndelsen har vi lovet at genskabe ro for Israels indbyggere, og vi vil fortsætte med at handle, indtil det mål er opnået. Vi vil bruge al den tid, der er nødvendig, og vi vil udøve så meget magt, der er nødvendig, påpegede han i en tv-tale.

Flere end 1600 palæstinensere er blevet dræbt, siden Israel iværksatte sin militære operation 8. juli.

/ritzau/Reuters