Israels præsident ønsker samlingsregering

Skrevet af admin

18/03/2015

Dagens topnyheder

Israel bør forsøge at få en samlingsregering på plads, siger landets præsident, efter valgstedsmålinger har vist stort set lige stor vælgeropbakning til højrefløjspartiet Likud og centrum-venstre-sammenslutningen Den Zionistiske Union.

Præsident Reuven Rivlin gjorde det klart på valgaftenen, at han vil arbejde for en samlingsregering.

- Jeg er overbevist om, at kun en samlingsregering kan forhindre en hurtig opløsning af Israels demokrati og nyvalg i den nærmeste fremtid, siger Rivlin ifølge avisen Haaretz.

Da valgstederne lukkede klokken 21 dansk tid, viste valgstedsmålinger, at Likud og Den Zionistiske Union står til hver 27 pladser i parlamentet, Knesset.

Når valgresultaterne ligger klar onsdag, og når præsident Rivlin har holdt møder med de politiske partier, er det op til ham at udpege den kandidat, han mener vil være bedst stillet til at danne en koalitionsregering.

Den partileder, han udpeger til opgaven, har 42 dage til at forhandle med de øvrige partier og få en regering på plads.

Likuds leder, den nuværende premierminister Benjamin Netanyahu, siger sent tirsdag aften, at han allerede har taget hul på samtalerne med nogle af de andre partiledere om at danne en ny regering, skriver Reuters.

/ritzau/