Israels regering godkender løsladelse af 104 palæstinensere

På et møde i regeringen søndag holdt man en afstemning om løsladelsen af fangerne, og 13 stemte for, syv imod og to undlod at stemme, skriver nyhedsbureauet AFP.

Fangeløsladelsen kommer forud for et møde i Washington tirsdag, hvor fredsforhandlingerne mellem israelerne og palæstinenserne på amerikansk initiativ ventes at blive genoptaget.

Den palæstinensiske forhandler, Saeb Erakat, udtrykte søndag begejstring over fangeløsladelsen.

»Vi hilser den israelske regerings beslutning om at løslade fangerne velkommen,« siger Saeb Erakat ifølge AFP.

»Vi betragter det som et vigtigt skridt og håber at være i stand til at gribe de muligheder, som den amerikanske regerings indsats har bibragt,« siger han.

Løsladelsen af fangerne er blevet mødt med kritik både internt i premierminister Benjamin Netanyahus eget Likud-parti og fra israelske ofre for palæstinensiske fangers handlinger.

Den israelske regering godkendte ligeledes søndag et lovforslag, der indebærer, at enhver form for fredsaftale skal underkastes en folkeafstemning. Forslaget, der nu sendes til hastebehandling i parlamentet, ses ifølge AFP som en imødekommelse af højreorienterede medlemmer af regeringen, der er bekymret for indrømmelser, som Israel kan blive afkrævet under de forestående fredsforhandlinger.

En folkeafstemning kan blive aktuel, hvis områder, som Israel hævder at have suverænitet over, kræves overdraget til palæstinenserne i forbindelse med en fredsaftale. Det gælder Østjerusalem, som Israel besatte under Seksdageskrigen i 1967, og som ifølge Israel er landets »evige« og »udelelige hovedstad«.

Dagens Gossip