Israelsk køretøj meldes ødelagt af Syrien

»Vores væbnede styrker ødelagde et israelsk køretøj med alt, hvad det havde i sig. Køretøjet havde krydset våbenstilstandslinjen og var på vej mod landsbyen Bir Ajam i den befriede syriske zone (i Golanhøjderne, red.),« lyder beskeden, der blev læst højt på syrisk stats-TV, ifølge AFP.

Det er ikke blevet konkretiseret, hvilket køretøj der er tale om.

Fra israelsk side er der dog modstridende meldinger om, hvorvidt det lykkedes syrisk militær at få bugt med et israelsk køretøj.

En talsmand fra det israelske militær har ifølge Reuters bekræftet, at et køretøj er blevet beskudt og ødelagt af syriske soldater, hvorefter ilden blev besvaret. Ifølge talsmanden kom ingen israelere til skade under skudvekslingen.

Kort efter lød det fra en anden talsmand fra det israelske militær, at man ikke havde mistet et køretøj i området.

Konflikten i Syrien har i de seneste uger bredt sig til Golanhøjderne, hvor der ifølge Reuters har været mindst fire skudvekslinger mellem de to lande, der teknisk set stadig er i krig med hinanden, efter at Israel kaprede netop Golanhøjderne fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967.

Dagens Gossip