Israelsk luftangreb dræber ung mand i Gaza

Den dræbte palæstinenser er den 24-årige Hithem Ziad Ibrahim Masshal, som boede i Shati-flygtningelejren i den nordlige del af Gaza-striben. Ifølge IDF var han terrorist, fremstillede og solgte våben og var med til at affyre raketter mod det sydlige Israel 17. april.

»Mashhal var en del af forskellige jihad-salafistiske terrororganisationer og har over de seneste år været en nøgle terror-figur med speciale i våben og samarbejde med alle terrororganisationer i Gaza-striben,« skriver IDF i en udtalelse.

Men ifølge talsmanden for Gazas sundhedsministerium, Ashraf al-Kidra, var den dræbte en palæstinensisk politimand, skriver nyhedsbureauet AP.

Yderligere to personer blev såret i det israelske luftangreb, oplyser en lægefaglig talsmand.

Bombardementet er Israels tredje alene i april måned, og det første, som har kostet liv i Gaza-striben, siden våbenhvilen mellem Hamas og Israel i november sidste år. 

Andre palæstinensere er blevet dræbt i sammenstød med israelske soldater, som er endt med, at der er blevet affyret skud.

I november sidste år var Israel og Hamas på nippet til reel krig, da raketter mod Israel og og gentagne luftangreb mod mål i Gaza-striben så ud til at løbe løbsk. Tre israelere og mindst 15 palæstinensere - herunder flere børn - blev dræbt. Efter otte dage med luftsirener, flere hundrede luftangreb og endnu flere raketaffyringer indgik parterne en våbenhvile, hvor Hamas blandt andet lovede ikke at sende raketter ind i Israel og Israel lovede ikke at likvidere militante palæstinensere.

Nu ser våbenhvilen ud til at krakelere, skriver b.dk. Den seneste måned har flere raketter fra det nordlige Gaza ramt Israel, og israelske fly er nu flere gange gået på vingerne for at holde gengældelsespolitikken i hævd.

Læg dertil at en 30-årig israeler tidligere tirsdag blev stukket ihjel af en palæstinenser på Vestbredden. Palæstinenseren åbnede efterfølgende ild mod israelsk grænsepoliti, som skød tilbage og sårede gerningsmanden.

Søndag angreb israelske fly to mål i Gaza-striben, som angiveligt var et våbenlager og en træningslejr for Hamas. I forbindelse med aktionen understregede IDF, at man under ingen omstændigheder vil acceptere, at situationen i Gaza-striben vender tilbage til tiden før den storstilede militærkampagne »Pillar of Defense« i november.

Dagens Gossip

Dagens TV