Israelsk militær: Vi har trukket os ud af Gaza

Skrevet af admin

05/08/2014

Dagens topnyheder

Israel har tirsdag morgen trukket samtlige af sine soldater ud af Gazastriben.

De sidste soldater, der har deltaget i den månedlange landoffensiv, forlod området, inden tirsdagens våbenhvile trådte i kraft klokken 7 dansk tid. Det oplyser en talsmand fra militæret ifølge Reuters.

Få minutter før våbenhvile trådte i kraft, blev der affyret adskillige raketter mod Israel, som Hamas har taget ansvaret for.

Det fik luftsirenerne til at gå i gang flere steder i Israel, inklusive områder nord for Jerusalem. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

Mandag aften accepterede parterne i konflikten, Hamas-bevægelsen og Israel, et egyptisk forslag om en våbenhvile på 72 timer.

- De israelske forsvarsstyrker vil blive omgrupperet til forsvarspositioner uden for Gazastriben, og vi vil opretholde disse forsvarspositioner, siger oberstløjtnant Peter Lerner fra den israelske hær.

I fredags nåede en lignende 72 timer lang våbenhvile, som USA og FN var med til at forhandle, ikke at holde ret længe.

Få timer efter, at den var trådt i kraft, anklagede Israel Hamas for at have brudt den og ophævede den derfor øjeblikkeligt.

Den nye våbenhvile kommer på et tidspunkt, hvor mere end 1800 palæstinensere og 67 israelere er blevet dræbt i den fire uger lange konflikt. FN vurderer, at mellem 70 og 80 procent af de dræbte palæstinensere er civile.

Ifølge israelske medier skulle Israels beslutning om at indtræde i våbenhvilen være truffet via en række telefonopkald til medlemmerne af landets sikkerhedskabinet.

Nyheden indløb mandag aften, hvilket var samme aften, som israelerne meddelte, at de har ødelagt de sidste af mange palæstinensiske tunneler, som fører fra Gaza ind i Israel.

Dermed er Israels primære mål med offensiven opnået, men kampene fortsætter, lød det mandag.

Hamas og andre militante grupper har brugt tunnelerne til at komme ubemærket til Israel.

Få minutter før våbenhvile trådte i kraft, blev der affyret adskillige raketter mod Israel, som Hamas har taget ansvaret for.

/ritzau/Reuters