Israelsk missiløvelse udløste panik

Det russiske nyhedsbureau RIA startede tumulten ved at meddele, at missil-overvågningssystemer i det sydlige Rusland havde sporet to missilaffyringer i den centrale del af Middelhavet, og at objekterne havde kurs mod kystlinjen i det østlige Middelhav. Yderligere oplyste nyhedsbureauet, at præsident Vladimir Putin var blevet orienteret om affyringerne af den russiske forsvarsminister, Sergej Shoigu.

Missilaffyringerne fandt angiveligt sted klokken 8.16 dansk tid, men de første meldinger kom først fra det russiske forsvarsministerium via RIA et par timer senere. Efterfølgende oplyste den russiske ambassade i Damaskus, at der ikke var tegn på missilangreb eller eksplosioner i den syriske hovedstad.

Kort efter afviste en israelsk sikkerhedskilde, at Israel »havde kendskab til, at sådan noget skulle have fundet sted«, mens en russisk diplomatkilde i Damaskus oplyste til det russiske nyhedsbureau, at de affyrede missiler var faldet ned i Middelhavet.

CBS News citerede derefter amerikanske embedsmænd for at sige, at »amerikanske skibe eller fly ikke har foretaget affyringer i Middelhavet«, hvorefter nyhedsbureauet Reuters overraskende kunne citere israelske sikkerhedskilder for at sige, at der var tale om fælles israelske og amerikanske missiltests, der havde til formål at afprøve det israelske anti-missil-system.

Major Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet forklarer, at der specielt er to metoder til at teste et missilforsvar: En, hvor et ubemandet fly slæber et objekt efter sig, der udsender de samme signaler som et missil, og som anti-missilet så rettes imod. En anden metode indebærer, at der først affyres et »angribende« øvelsesmissil, der så skal opspores og tilintetgøres af et anti-missil-missil.

Lars Cramer-Larsen minder om, at Scud-missiler fra Syrien siden Golf-krigen har udgjort en latent trussel mod Israel, og at landet har flere missil-systemer, der skal imødegå den trussel.

Derfor vurderer han, at israelerne »har været ude for at afprøve deres eget missilforsvar for at se, om det kan reagere, når der kommer et missil ned i hovedet på dem«.

Hvilken af de to øvelsesmodeller, der er anvendt, tør Lars Cramer-Larsen ikke vurdere. I betragtning af, at russerne har talt om to missilaffyringer, kunne det godt være den model, hvor et »dummy-missil« affyres og derefter indhentes og skydes ned af et anti-missil-missil. Men da israelerne ifølge nyhedsbureauet AFP senest har oplyst, at der kun blev anvendt et enkelt missil, kan modellen med det ubemandede fly med et målobjekt på slæb også være en mulighed, mener majoren.

Dagens Gossip

Dagens TV