Israelsk politi skyder to mænd efter knivstikkeri

Skrevet af admin

22/10/2015

Mest læste i dag

En israeler er såret af knivstik i Vestjerusalem, og de to angribere er "neutraliseret", oplyser israelsk politi.

Den ene af gerningsmændene er dræbt, mens den andens tilstand beskrives som kritisk.

Knivstikkerne, der begge var mænd, forsøgte at stige på en bus i området Beit Shemesh, men blev forhindret i det af de øvrige passagerer.

Mændene angreb derefter en 25-årig jøde, som tilfældigt kom forbi busstationen. Hans skader er ifølge politiet overfladiske.

Politiet oplyser, at de to gerningsmænd var klædt i t-shirts med symboler for Ezzedine al-Qassam Brigaden - den militære gren af det islamistiske Hamas.

Der har den seneste tid været en serie knivoverfald i Israel og på den besatte vestbred begået af primært unge palæstinensere. De israelske myndigheder har svaret hårdt igen og ikke tøvet med at dræbe angriberne.

Siden 1. oktober er mindst 49 palæstinensere og en israelsk araber blev dræbt. Otte israelere har mistet livet.

USA's udenrigsminister, John Kerry, mødtes torsdag med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i Berlin. Han opfordrer begge parter til at afstå fra handlinger, der kan anspore til mere vold.

- Det er absolut afgørende at ophøre med at opildne, at gøre en ende på volden og at finde en vej fremad for at bygge på den mulighed, der ikke er der i dag, nemlig for en større proces, lyder det fra Kerry.

Det er en henvisning til den fredsproces, som i dag er fuldstændig død. Mange vestlige lande giver Israel skylden for, at der ikke er længere er en dialog, som kan føre til oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat på den besatte vestbred og i Gaza.

Under Netanyahu har Israel optrappet udbygningen af jødiske bosættelser på den besatte vestbred. Op mod en halv million jøder bor i dag i områder, som USA og EU mener bør være en del af en fremtidig palæstinensisk stat.

Nogle iagttagere ser den seneste tids knivoverfald som et udtryk for en dyb frustration blandt unge palæstinensere over den fortsatte israelske besættelse.

/ritzau/AFP