Israelsk regering godkender 1.200 nye bosættelser

Afgørelsen skaber tvivl om, hvorvidt de planlagte fredsforhandlinger overhovedet bliver til noget.

»De, der gør sådan nogle ting, er fast besluttet på at underminere fredsforhandlingerne og tvinge folk som os til at forlade forhandlingsbordet,« siger palæstinensernes chefforhandler, Saeb Erekat.

Han skal efter planen mødes med sin israelske modparti i Jerusalem på onsdag for at fortsætte de fredsforhandlinger, der blev genoptaget i Washington 30. juli.

I det meste af verden ser man bosættelserne som ulovlige, og palæstinenserne siger, at de israelske bosættere nægter dem en levedygtig og sammenhængende stat.

Sidste søndag satte den højreorienterede israelske regering 91 bosættelser på en national finansieringsliste, og her er seks blevet tilføjet til antallet af bosættelser, der er berettiget til yderligere statskroner.

Ved den lejlighed beskyldte den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, Israel for at »lægge forhindringer i vejen for den amerikansk støttede fredsindsats«.

Omkring 500.000 israelere bor på Vestbredden og i Østjerusalem, som ellers hovedsageligt er palæstinensisk, og som Israel besatte under Seksdageskrigen i 1967. Ifølge international lov er bosættelserne ulovlige.

Dagens Gossip