Israelsk soldat knivstukket før lynvisit af FN-chef

Urolighederne fortsætter i Israel og på Vestbredden.

En israelsk soldat blev tirsdag knivstukket under sammenstød tæt på byen Hebron på Vestbredden, og den formodede gerningsmand er dræbt af skud.

Det oplyser hospitalspersonale og kilder indenfor militæret om angrebet, som er det seneste under tre ugers uro.

Overfaldet fandt sted ved Beit Awwa i den sydlige del af Vestbredden vest for Jordanfloden.

Israelsk militær bekræfter, at knivstikket fandt sted "under et voldeligt oprør", mens medicinsk personale bekræfter, at den formodede gerningsmand er død.

Sammenstød fandt også sted tidligere på dagen i nærheden af Hebron, da israelske styrker angreb en palæstinensers hjem, idet denne sidste år blev fængslet for at stå bag et dødeligt knivangreb.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, rejser tirsdag på lynvisit i et forsøg på at dæmme op for volden, som har bredt sig i regionen i den seneste tid.

Ban Ki-moons besøg blev offentliggjort blot få timer før ankomsten, og han skal mødes med premierminister Benjamin Netanyahu i Jerusalem senere på dagen.

FN's øverste chef skal onsdag også mødes med palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, i Ramallah på Vestbredden.

Otte israelere er blevet dræbt i Israel, Jerusalem og på Vestbredden, mens israelske sikkerhedsstyrker har dræbt mindst 42 palæstinensere, herunder 20 overfaldsmænd og demonstranter.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip