Israelsk topsoldat advarer mod at skyde palæstinensere

Skrevet af admin

17/02/2016

Dagens topnyheder

En israelsk topsoldat advarer i en tale kommende soldater om at skyde palæstinensere, hvis det ikke er absolut nødvendigt.

Talen, der onsdag blev sendt på den israelske tv-station Channel Two, blev holdt for gymnasieelever, der snart skal ud og tjene deres obligatoriske værnepligt.

Siden oktober har palæstinensere dræbt 25 israelere, en amerikaner og en person fra Eritrea, viser opgørelser fra nyhedsbureauet AFP. Angrebene er i høj grad blevet udført med stikvåben eller skydevåben, eller ved at påkøre ofrene.

Samtidig har israelske styrker dræbt 160 palæstinensere, mens de var i færd med at angribe israelere. Nogle blev dræbt under demonstrationer og optøjer.

Men generalen løfter nu pegefingeren i en advarsel mod at åbne unødvendig ild over for de ofte meget unge palæstinensere.

- Når en 13-årig pige holder en saks eller en kniv, og der er noget afstand mellem hende og soldaten, så vil jeg ikke se en soldat åbne ild og tømme et magasin mod hende. Også selv om det er en alvorlig kriminel handling, hun begår, siger general Gadi Eisenkot i talen.

Mange af de palæstinensiske angribere har været unge teenagere. Den israelske avis Yediot Aharonot har citeret et dokument fra militæret og Shin Bet-sikkerhedstjenesten, som viser, at 37 procent af gerningsmændene var mellem 16 og 20 år.

Angrebene finder ofte sted på Vestbredden, der siden 1967 har været besat af Israel.

/ritzau/