Israelske drabsmænd planlagde at slå otteårig pige ihjel

De israelske myndigheder gør klar til formelt at sigte tre jødiske ekstremister i sagen om et bestialsk drab på en palæstinensisk teenager, der har skabt voldsom uro flere steder i Mellemøsten.

Samtidig er det kommet frem, at de tre israelere egentlig ville tage livet af en blot otteårig pige, men endte med at bortføre den 16-årige Mohammed Abu Khudair, der angiveligt blev brændt levende.

I en erklæring sendt til en domstol nær Tel Aviv skriver politiet, at de tre anholdte er en 29-årig mand og to 17-årige drenge.

De vil blive sigtet for blandt andet drab, kidnapning og brandstiftelse - alt sammen på baggrund af racisme og nationalisme, skriver politiet.

Mohammed Abu Khudair blev kidnappet i Østjerusalem 2. juli og siden dræbt - efter alt at dømme som hævn for bortførelsen og drabet på tre israelske teenagere.

Den israelske efterretningstjeneste Shin Bet siger mandag, at alle de anholdte har erkendt drabet, og at der netop var tale om et hævndrab.

De anholdte var ifølge politiet blevet enige om at dræbe en araber, men det var tilfældigt, at Mohammed Abu Khudair endte med at blive deres offer.

Dagen inden forbrydelsen havde de således forsøgt at få fat i en blot otteårig pige et andet sted i Østjerusalem, men barnets mor havde forpurret bortførelsen, siger den israelske efterretningstjeneste.

Politiet fortæller, at de tre israelere havde tvunget Mohammed Abu Khudair ind i deres bil. De slog ham i hovedet, kørte ham til en skov i det vestlige Jerusalem, overhældte ham med brændbar væske og satte ild til ham.

Israelske medier skriver mandag, at den 29-åriges forsvarsadvokat formentlig vil argumentere for, at den formodede drabsmand er mentalt uligevægtig.

Han skal tidligere have været i psykiatrisk behandling, efter at han forsøgte at kvæle sin lille datter.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip